USA's præsident, Donald Trump, har sent torsdag aften benyttet Twitter til at kommentere den yderst omtalte sigtelse af rapperen A$AP Rocky, som tidligere på dagen blev tiltalt for vold.

'Jeg er meget skuffet over statsminister Stefan Löfvens manglende indgriben,' skriver præsidenten i sit opslag.

'Sverige har svigtet det afroamerikanske samfund i USA. Jeg har set videoerne af A$AP Rocky, og han blev forfulgt og chikaneret af ballademagere. Behandl amerikanere retfærdigt!', fortsætter han.

Donald Trump afslutter sit tweet med hashtagget #FreeRocky.

 ASAP Rocky skal nu retsforfølges i Sverige.
ASAP Rocky skal nu retsforfølges i Sverige. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

I et efterfølgende opslag beordrer han Sverige til at løslade den amerikanske rapper.

'Vi gør så meget for Sverige, men det lader ikke til, at de gør det samme tilbage,' skriver præsidenten.

A$AP Rocky har siddet varetægtsfængslet siden den 5. juli, men torsdag kom det altså frem, at han skal blive siddende endnu længere.

Den 30-årige rapper med det borgerlige navn Rakim Mayers var den 30. juni involveret i et slagsmål i Stockholm.

Foto taget af det 19-årige offer den 30. juni.
Foto taget af det 19-årige offer den 30. juni. Foto: Svensk politi / Expressen
Vis mere

Han hævder selv, at der var tale om selvforsvar som følge af en provokation.

Svensk politi har i kølvandet på sigtelsen offentliggjort en række billeder af offeret, som angiveligt skal være taget umiddelbart efter slagsmålet.

Billederne viser, at offeret har flere skader - deriblandt i hovedet.

Offeret er en uledsaget 19-årig mand fra Afghanistan, som indtil videre ikke vil stå frem med navns nævnelse, da han - ifølge sin advokat - frygter for sin sikkerhed.