Endelig begynder Thailand vaccinationen af de indsatte i landets fængsler. Siden slutningen af april har en ny bølge af covid-19 fået antallet af smittede til at eksplodere. Og det er gået specielt meget ud over fængslerne.
For næsten en måned siden begyndte man at tale om at vaccinere de indsatte, for fængslerne i Thailand er så overfyldte, at nogle har mindre plads til at sove, end de har i en kiste.
Og der har foreløbig været flere end 35.000 smittede i fængslerne. De indsatte er blevet opfordret til at bære ansigtsmasker, selv når de sover om natten. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Regeringen er fredag begyndt at vaccinere med de første 300.000 doser af Sinopharm-vaccinen overalt i fængslerne.

De indsatte i centralfængslet i Chonburi, to timer sydøst for Bangkok, stod fredag morgen i kø for at få deres første stik.
»Overbelægning i fængslerne er med til at gøre det besværligt at forhindre denne slags sygdom,« siger fængslets direktør, Chan Vachiradath, til nyhedsbureauet AFP.
Ifølge ham er næsten 6.300 indsatte foreløbig sluppet fri for covid-19. Men de ansatte er på vagt.
Prioriteten bliver givet til de ældre ansatte og de, der lider af en sygdom, som gør dem mere sårbare for alvorligere sygdom.

I Thailand er der omkring 311.000 fanger, ifølge den internationale føderation for menneskelige rettigheder. Det er mere end to og en halv gange systemets officielle kapacitet.
Fire ud af fem fanger afsoner straf for narkotikaforbrydelser. Meget strenge love betyder, at man kan blive fængslet i mange år for at have bare et par metamfetaminpiller på sig.