I Tyskland har man længe haft store problemer med både hærværk og grov kriminalitet, og nu er bægeret for alvor fyldt op.

»Nu er det nok. Vi indfører nu endnu strengere foranstaltninger. Vi ønsker mere orden og sikkerhed på vores stationer og i vores tog. For mig er der kun én ting, der betyder noget: Beskyttelsen af ​​vores kolleger og vores passagerer,« siger administrerende direktør for Deutsche Bahn, Evelyn Palla, overfor Bild.

Det betyder, at der fremover overhovedet ikke må sælges alkohol på de 5.400 tyske togstationer.

At det netop er alkoholen, der nu bliver fuldstændig forbudt, skyldes en dyster baggrund.

En statistik fra det tyske forbundspoliti viser nemlig, at en tredjedel af alle voldelige forbrydelser på landets togstationer begås under direkte påvirkning af alkohol.

Senest blev en 26-årig DB-medarbejder brutalt overfaldet og pådrog sig livstruende kvæstelser, efter at en helt almindelig billetkontrol med en beruset passager eskalerede fuldstændig.

De nye, strenge regler vil i løbet af de kommende uger blive implementeret på samtlige togstationer. Forbuddet er dog allerede gældende på cirka 30 større banegårde, herunder i storbyer som Köln, München og Hamborg.