Et hackerangreb ryster lige nu Berlin.

Siden fredag klokken 15.35 er der blevet offentliggjort enorme mængder data på det såkaldte mørke net. 

Dermed har hackergruppen Rhysida gjort deres trussel til virkelighed, efter at det berlinske senat ikke har betalt den krævede løsesum på omkring 15 millioner kroner.

Det skriver Bild. 

Ifølge mediets oplysninger ligger flere fortrolige beredskabsplaner, kontooplysninger og telefonnumre nu frit tilgængelige.

Der er tale om en enorm datamængde på 5,26 terabyte og 1.439.893 filer, så der er endnu ikke noget overblik over skadens omfang.

De første undersøgelser viser, at der blandt de offentliggjorte data blandt andet findes en mappe med navnet 'AG CBRN-Rahmenplanung'. CBRN står for kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare trusler. Det betyder, at disse følsomme data nu er offentligt tilgængelige. Også for terrorister eller udenlandske efterretningstjenester.

Der er desuden lækket private oplysninger, især om delstatsansatte. Der er lækket både fødselsattester, fraværslister, telefonnumre og bopælsadresser.

Mediet har forsøgt at få en kommentar fra senatet i Berlin, men talsmanden er endnu ikke vendt tilbage.