Tre selskaber, som står for store dele af flyselskabet Norwegians mandskab, er begæret konkurs.
Det bekræfter Espen Høiby, som er administrerende direktør i moderselskabet OSM Aviation til norske Børsen.
De tre selskaber - OSM Aviation Sverige, Norwegian FI OY og OSM Aviation i Finland, har kæmpet med manglende betaling fra deres kunder.
De har i lang tid leveret piloter og kabinepersonale til Norwegian, som også har kæmpet en hård økonomisk overlevelseskamp på grund af corona-krisen.
»Det er først og fremmest dybt beklageligt over for de af vores ansatte, som nu er berørt. De har gjort et fantastisk arbejde for os og hos Norwegian gennem en årrække, og vi arbejder nu døgnet rundt for, at vi på den anden side af dette kan komme tilbage og tilbyde flere job og karrieremuligheder for flypersonel i fremtiden,« lyder det fra Espen Høiby i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om 571 ansatte i Finland og Sverige, som er direkte berørt af situationen.
Tre danske datterselskaber, som også stod for Norwegians bemanding, gik konkurs tilbage i april.
Corona-krisen har givet det norske flyselskab mange problemer. Som følge af manglende rejsemuligheder kunne Norwegian ikke betale deres mandskab i eksempelvis Storbritannien.


