Norske og svenske elever går også tilbage i Pisa-test
Minister taler efter test om, at Sverige og andre lande kan få "en generation af funktionelle analfabeter".

Minister taler efter test om, at Sverige og andre lande kan få "en generation af funktionelle analfabeter".

Sverige og Norge oplever ligesom Danmark tilbagegang i den internationale Pisa-undersøgelse blandt unge - og også her er der stor politisk skuffelse.
Blandt de svenske elever er der registreret en tilbagegang på 21 point i læseforståelse, 18 point i matematik og 8 point i naturvidenskab siden 2022.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, der omtaler resultaterne som "historisk" dårlige - ligesom i Danmark.
Den svenske uddannelses- og integrationsminister, Simona Mohamsson, advarer om, at Sverige og andre OECD-lande er på vej til at få "en generation af funktionelle analfabeter", hvis ikke der bliver sat ind over for det, hun betegner som en "skærmpandemi".
- Effekterne af den øgede skærmtid og mindskede læsning er nu slået igennem med fuld kraft, siger hun ifølge SVT.
Sverige ligger med et gennemsnit i læsning på 466 point ellers højere end Danmark på 460 point.
Et fald på 20 point svarer "nogenlunde til den læring, en typisk 15-årig elev vil opnå i gennemsnit på et år på tværs af deltagerlandene i Pisa". Det står der i den danske Pisa-undersøgelse.
I Norge er der tilbagegang i læsning og matematik, mens naturfag er på samme niveau som i 2022.
Men ser man cirka ti år tilbage, er der markante fald på tværs af alle områder i Norge. Nemlig 60 point i norsk, 50 point i matematik og 28 point i naturfag.
Norges undervisningsminister, Kari Nessa Nordtun, siger ifølge det norske nyhedsbureau NTB, at der ikke er blevet gjort nok for at vende den negative udvikling.
- Resultaterne er meget alvorlige og bekræfter en udvikling, vi har set over lang tid, siger hun.
Pisa er en international undersøgelse af 15-16-åriges kompetencer. 91 lande deltager i undersøgelsen.
Danske elever er på linje med OECD-gennemsnittet i naturfag og læsning, men ligger over i matematik. OECD er en forkortelse for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling.
RITZAU