Det kolde metal ramte hendes hud. Så lød klikket fra håndjernene. Først et. Så det næste. Hun var omgivet af agenter med skudsikre veste og våben. De læste hendes rettigheder op.
»Havde nogen fortalt mig min historie, havde jeg ikke troet på halvdelen,« siger 38-årige Ida Skjelbakken i dag.
Det er syv år siden, at en mindre hær af bevæbnede føderale agenter troppede op foran norske Ida Skjelbakkens dør i Miami.
Syv år siden, at hun i håndjern blev ført til et amerikansk højrisikofængsel, iført orange fangedragt og fodlænker. Så smækkede portene i.
»At sidde i et amerikansk fængsel er omtrent som at være med i en film. Det føles uvirkeligt,« fortæller hun norsk TV 2 om afsoningen i et af de mest rå fængsler i USA.
Ida Skjelbakken voksede op i den rene idyl i Norge, men havde som ung en eventyrlyst og rastløshed, der sendte hende ud i verden.
Hendes nye liv startede uskyldigt nok på en kunstskole i Italien. Så rejste hun til Japan for at få professionel karatetræning, tog en uddannelse som livvagt i Tyskland og endte med at arbejde som privatdetektiv i Italien og som livvagt for rige familier i USA.
Da agenterne bankede på hendes dør, drev hun sammen med sin eksmand en skydeskole i Miami. Og havde – som hun fortæller til tv2.no – aldrig tænkt over konsekvenserne af den beslutning, hun traf som 20-årig: at stjæle en anden kvindes identitet.
Det var hendes daværende arbejdsgiver, en rigmand med flosset baggrund, der foreslog det.
Adskillige gange havde hun havde taget turen over Atlanten på sit turistvisum for at arbejde som livvagt.
Nu var det igen udløbet, og hun frygtede, at myndighederne ville afvise yderligere ansøgninger.
Så hun lyttede til rigmanden og begyndte at søge og læse gamle dødsannoncer. Fandt en, der var perfekt.
Amanda var født næsten samtidig med Ida Skjelbakken. Men død som toårig. At få udstedt og tilsendt hendes fødselsattest var ingen sag.
»Fra da af levede jeg under hendes navn. Jeg rejste frem og tilbage til Europa med amerikansk pas i 8-10 år,« fortæller hun tv2.no.
Ingen fattede mistanke. Ida Skjelbakkens skuldre faldt helt derned, hvor hun knap skænkede tyveriet en tanke.
Heller ikke, da hun senere bosatte sig i Miami sammen med kæresten og startede en lovlig skydeskole, som ironisk nok underviste bl.a. det føderale politi.
Da parret giftede sig, var det Amanda, som kæresten, Julio, fik som hustru. Alt gik strygende.
Lige indtil det bankede på døren.
»Man vænner sig til at gå med håndjern og fodlænker. Men forholdene var utrolig barske,« siger Ida Skjelbakken, som overlevede sin tid i fængslet ved at holde lav profil og opdyrke et fællesskab med de andre indsatte.
Men frem for alt overlevede hun ved at tegne og skrive.
Og det er Ida Skjelbakken fortsat med, siden hun vendte tilbage til friheden. Blandt andet har hun udgivet 'Fangen på celle nr. 17' om det fængselsophold på 152 lange dage og nætter, der har gjort hende til et andet menneske.
»Man opdager ikke, hvem man er, før man har mistet den, man troede, man var,« siger Ida Skjelbakken, som fik ideen til sin nye romanserie, 'Nattergalen', i fængslet.
