Norsk topdiplomat advarer efter besøg: 'De er klar til krig'
»Og jeg tror også, at de mener det,« lyder det fra Norges viceudenrigsminister, Andreas Kravik.

»Og jeg tror også, at de mener det,« lyder det fra Norges viceudenrigsminister, Andreas Kravik.

Hvis USA vælger krig, så er Iran også klar til krig.
Det siger Norges viceudenrigsminister, Andreas Kravik, efter møder med iranske ledere.
»Og jeg tror også, at de mener det,« understreger han ifølge det norske nyhedsbureau NTB og mediet Nettavisen.
Kravik besøgte den iranske hovedstad, Teheran, tidligere på ugen. Her mødtes han med den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, og flere andre nøglepersoner i det iranske regime.
Under møderne diskuterede parterne, hvordan de vil kunne etablere en fredsaftale mellem Iran og USA – og hvilken rolle Norge eventuelt kunne spille.
»Mit klare indtryk er, at begge parter ønsker en aftale, selvom der var et reelt tilbageslag i præsident Donald Trumps afvisning af det seneste iranske forslag,« fortæller Kravik til NTB.
Efter samtalerne i Teheran sad Kravik tilbage med det klare indtryk af, at iranerne mener, de har gode kort på hånden.
Ifølge The New York Times og The Washington Post har den amerikanske efterretningstjeneste konkluderet, at størstedelen af Irans missiler er intakte trods den massive bombning af landet.
»Det er helt tydeligt, at de ikke er villige til at gå på kompromis for enhver pris. Hvis USA vælger krig, siger de, at de er klar til krig, og jeg tror, de mener det,« siger Kravik.