Drabet på en norsk topadvokat ryster i disse dage nordmændene.

Mandag aften blev den kendte forsvarer Tor Kjærvik skudt og dræbt i sit eget hjem i forstanden Røa i Oslo.

Det skriver flere norske medier. Blandt dem TV2.no og VG.

Mandag aften var der meldinger om en skudepisode i forstaden, og kort efter stod det klart, at en ældre mand var blevet dræbt.

Dagen efter fremgår det af de norske medier, at den dræbte er den kendte advokat.

Umiddelbart efter skyderiet blev en mand i 30erne pågrebet og mistænkt i sagen.

Ifølge de norske medier har den formodede gerningsmand »en nær relation« til den dræbte.

Kjærvik havde for nylig rundet sin 70 års dag.

Han var en højt profileret forsvarer og arbejdede i løbet af sin karriere med en række sager, der trak opmærksomhed i medierne.

I den bestialske sag fra slutningen af 90erne, hvor tre mennesker blev likvideret i det såkaldte trippeldrab i Orderud, forsvarede han en af de mænd, der senere blev dømt i sagen.

Han forsvarede også en lang række andre tiltalte i store kriminalsager.

Det vides endnu ikke, hvad der er gået forud for drabet, eller hvad politiet mener er motivet til det.