Det er lidt ligesom med jordbær. Når der er få jordbær, er jordbærrene dyre.

Det er norske Herbjørn Hanssons forklaring på, hvorfor han som skibsreder lige nu tjener rigtig gode penge.

Siden tirsdag har det gigantiske containerskib Ever Given nemlig ligget på tværs af Suez-kanalen og spærret, så andre skibe ikke kan komme igennem kanalen.

På en normal dag bliver der fragtet for 9,6 milliarder dollar varer gennem kanalen, hvilket svarer til cirka ti procent af den samlede verdenshandel.

Bugserbåde forsøger lige nu at få containerskibet Ever Given tilbage på rette kurs.
Bugserbåde forsøger lige nu at få containerskibet Ever Given tilbage på rette kurs. Foto: -
Vis mere

Derfor er der også mange virksomheder, der lige nu lider store økonomiske tab.

Men det gælder altså ikke Herbjørn Hansson, der er direktør i Nordic American Tankers.

Virksomheden har 25 skibe, der normalt går gennem Suezkanalen. Nu sejler de i stedet rundt om Afrika.

Og så er det, at vi skal tænke i jordbærlogikken for at forstå, hvorfor det er en god forretning for skibsrederen.

Krisen i Suez betyder nemlig, at der er færre skibe til at fragte varer, og så stiger fragtprisen.

»Det gør næsten ondt at sige det, men det er helt korrekt. Men det er ofte tilfældet i vores forretning, at politiske spørgsmål godt kan vise sig at være positive, og vi er et af verdens største rederier. Vi er meget fleksible, fordi vi har så mange skibe mange steder i verden, og når der sker noget, er det meget ofte tilfældet, at vi drager fordel af det. Vi har set dette mange gange før,« siger Herbjørn Hansson til TV 2 i Norge.

Efterspørgslen på skibe betyder, at hans firma fredag steg med 15 procent på børsen. Og så længe Ever Given spærrer Suezkanalen vil pengene fortsætte med at strømme ind.

Selvom den enes død i det her tilfælde er den andens brød, får det dog ikke Herbjørn Hansson til at håbe på, at kanalen er spærret i lang tid.