Først Grønland, så Panama-kanalen og Canada. 

Donald Trumps bejleri til omkringliggende områder har været mange de seneste dage, og det får nu en norsk professor til at frygte, at arktiske Svalbard kan være det næste punkt på ønskelisten. 

Det skriver norske Dagbladet.

Det er Tore Wig, der er professor i Statskundskab på Oslo Universitet, som kalder jagten på Grønland for »en sikkerhedsrisiko for Norge« til mediet. 

»Jeg tror, ​​at det er meget alvorligt for Norge, og at det er en sikkerhedsrisiko, som vi på mange måder ikke har set magen til siden Anden Verdenskrig. Det sår tvivl om den transatlantiske alliance, der på en måde har garanteret norsk sikkerhed siden 1945,« siger han til mediet. 

Reaktionen kommer i kølvandet på Donald Trumps opsigtsvækkende udtalelser om, at han ikke vil afvise brugen af militær magt til at få kontrol over Grønland og Panama-kanalen. 

Herefter påpeger Tore Wig, at hvis han vil tage kontrol over Grønland på den måde, er der ingen grund til at tro, at han 'ikke tænker på samme måde om Svalbard' – selvom han ikke tror, at den kommende præsident vil handle på det. 

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, har ligeledes fastslået overfor NRK, at 'Svalbard er Norge', og at landet har 'god kontrol' over området. 

Følg udviklingen i B.T.s LIVE-blog lige her.