De har optaget nøgenvideoer af sig selv, de har lagt dem på TikTok – og de er kun børn.
»Det er en bekymrende adfærd, vi har set, men vi ingen god forklaring på, hvad baggrunden er,« siger den norske betjent Vemund Eggen Sæther.
Norsk politi er ifølge Dagbladet bekymret over nogle digitale fund, der er blevet gjort inden for de seneste måneder.
Her har man siden februar opdaget tre børn mellem otte og 11 år, der har lagt klip af 'seksuel karakter' op på det sociale medie TikTok – det drejer sig både om enkeltstående tilfælde og flere forskellige optagelser af samme barn over længere tid.
Børnene har selv optaget de små klip.
Endnu ved norsk politi ikke, hvor stort omfanget er af lignende videoer fra andre børn, der florerer på TikTok hos brugere over hele verden, og man frygter, at videoklippene bliver downloadet, gemt og delt, inden TikTok får dem slettet.
Det er TikTok, der har indberettet fundene af videoerne af de afklædte mindreårige børn til norsk politi, der i alle kendte tilfælde har taget en snak med børnenes forældre.
»Det er ikke strafbare handlinger, og de involverede er under alle omstændigheder under den kriminelle lavalder. Den primære strategi vil derfor være forbyggelse, og det handler om at gøre børn i stand til at tage gode digitale valg,« siger den norske betjent Helge Haugland.
Norske politidistrikter er blevet varslet om fundene, og om at være opmærksomme på lignende tilfælde.
Endnu er politiet dog varsomme med at kalde det for en tendens på grund af det endnu lavere antal af fundne videoer.
Det er den kinesiske teknologivirksomhed ByteDance, der ejer TikTok. Selskabet havde sidste år en omsætning på 213 milliarder kroner.