Tre virksomheder efterforskes af norsk politi efter et stort jordskred i byen Levanger, der kostede en dansk mand livet i slutningen af august.
Det oplyser politiet i distriktet Trøndelag i en pressemeddelelse.
Den ene virksomhed er den afdødes arbejdsgiver, den danske ingeniørvirksomhed Niras.
De to andre er bygherren Bane Nor, som er den norske pendant til Banedanmark, samt entreprenøren Infrakraft.
Politiet skriver, at efterforskningen indledningsvist har fokuseret på at indhente dokumentation og afhøre vidner, der var i området, da jordskreddet skete.
Nu skal politiet undersøge mulige overtrædelser af arbejdsmiljøloven og de forskrifter, der har hjemmel i denne, lyder det.
- Efterforskningen vil fremover søge at afdække, hvilke vurderinger og tiltag der blev foretaget af de forskellige selskaber, forud for at skreddet skete, udtaler politiadvokat i Trøndelag Kjetil Bruland Sørensen.
Skreddet skete 30. august. Her faldt en motorvej og en jernbane sammen ved Levanger, der ligger nordøst for Trondheim, på grund af jordskreddet.
Den danske mand arbejdede på anlægsprojektet. Han forsvandt, og en omfattende eftersøgning gik i gang.
Der gik adskillige dage, før den danske mand blev fundet.
Politiet skriver videre, at der er udpeget sagkyndig geoteknisk ekspertise til at bidrage til efterforskningen.
Det ventes at tage tid, og en rapport vil være færdig i foråret 2026.
Niras har ingen kommentarer til meldingen fra norsk politi, lyder det onsdag. I stedet henviser de til en pressemeddelelse, som de sendte ud 1. september, inden manden var fundet.
Her lød det blandt andet, at "vi samarbejder med Bane Nor og de relevante myndigheder for at få klarlagt omstændighederne omkring ulykken".
I en opdateret pressemeddelelse fra 12. september, da manden var blevet fundet, takkede Niras de norske myndigheder og Bane Nor "for deres store indsats og professionelle håndtering af ulykken".
/ritzau/