Et skib fra det norske rederi Hurtigruten med 306 passagerer om bord måtte tirsdag aften udsende nødsignal på grund af et motorstop.
- Mayday, mayday. Dette er "Kong Harald". Vi er uden fremdrift, lød meldingen fra skibet, der på det tidspunkt befandt sig ud for kysten Hustadvika i den sydlige del af Norge.
En stor redningsaktion blev sat i værk, men skibet fik gang i en motor og har efterfølgende sat kurs mod en havn.
To ankre blev kastet ud for at forhindre skibet i at drive ind mod kysten, og der blev iværksat en stor redningsaktion for at få bragt passagererne i sikkerhed med redningshelikoptere, redningsskibe og ambulancebåde.
Men efter et stykke tid lykkedes det at få gang i den ene motor, og skibet satte derefter for nedsat kraft kurs mod strædet Julsundet, hvorefter det ventes at lægge til i havnen i Molde.
Det blev ikke nødvendigt at evakuere passagerer fra skibet, og ingen skal være kommet til skade.
Hurtigruten har adskillige passagerskibe, som sejler langs den norske kyst fra Bergen i syd til Kirkenes i Nord. Undervejs med anløb i havne og afstikkere ind i de norske fjorde.
/ritzau/