Hvad skete der i huset på Sloraveien 4 i Lørenskog 31. oktober 2018?
Det spørgsmål har Anne-Elisabeth Hagens familie og ikke mindst politiet stillet sig selv igen og igen de seneste 17 måneder.
For på trods af, at det snart er halvandet år siden, den dengang 59-årige norske milliardærfruen forsvandt sporløst fra sit hjem, er politiet stadig langt fra et gennembrud i sagen.
Nu skriver norske medier, at DNA-resultaterne af et blodspor måske kan give svar på, hvad der skete med hende, da hun forsvandt.

Selve fundet af blodet er ikke nyt. Det offentliggjorde politiet allerede sidste efterår.
Dengang lød det, at der ikke nødvendigvis var noget mistænkeligt ved sagen.
Nu siger efterforskningsleder Tommy Brøske imidlertid til avisen VG, at blodet kan være med til at kaste lys over sagen.
»Fundet af blodet skal ses i sammenhæng med de øvrige spor, men politiet kan på ingen måde udelukke, at blodsporet fundet på gerningsstedet har en forbindelse til hændelsen, som vi efterforsker.«

Anne-Elisabeth Hagen er gift med en af Norges rigeste mænd, forretningsmanden Tom Hagen.
31. oktober 2018 blev hun bortført fra sit hjem af en eller flere gerningsmænd.
Det eneste, de efterlod på stedet, var et seddel, hvor de krævede en løsesum.
Siden har milliardærfruen været som sunket i jorden. Ingen har hverken hørt fra hende eller set hende.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at hun er død.
Overfor avisen VG understreger efterforskningslederen, at politiet - trods corona-situationen i Norge - stadig arbejder intenst på sagen.
Politiet har blandt andet taget en række skridt, som gerne skulle sætte skub i sagen, antydes det.
Det fremgår dog ikke, hvad det konkret drejer sig om. Norske medier har dog tidligere omtalt, hvordan politiet undersøger blandt andet fodspor, skomærker, brevpapir og sporing af kryptovaluta.