Under en rejse i Sydøstasien blev en ung norsk kvinde for nogle måneder siden bidt af en hund.

Nu er hun død som følge af den dødelige virussygdom rabies - også kendt som hundegalskab.

Kvinden, som var i 20'erne, var op til sin død indlagt på et sygehus i Norge. Det skriver det norske medie NRK.

»Patienten døde fredeligt med den nærmeste familie om sig,« oplyser fagdirektør i Helse Førde, Trine Hunskår Vingsnes, til mediet.

Sygehuset fik kendskab til, at kvinden var blevet bidt af en hund i torsdags, og lørdag viste en prøve, at kvinden var blevet smittet med rabies. En alvorlig virusinfektion, der kan føre til dødelig hjernebetændelse.

På det tidspunkt var kvinden ifølge NRK alvorligt syg og fik intensivbehandling på sygehuset i Førde. Der var dog intet at stille op, og mandag aften sov hun ind.

Den afdøde kvinde var på rejse i Sydøstasien sammen med flere andre, og de norske sundhedsmyndigheder arbejder nu på at finde ud af, om de også er smittet.

Statens Serum Instituts hjemmeside oplyses det, at omkring 35.000 til 40.000 mennesker på verdensplan dør af rabies om året. Langt de fleste dødsfald finder sted i udviklingslande.