Det handler om at finde den rette balance mellem kontorerne – det på arbejdspladsen og det derhjemme.
»Vi bevæger os ind på ukendt territorium på et meget spinkelt grundlag,« siger Pål Molander.
Direktøren for Statens arbeidsmiljøinstitutt i Norge advarer ifølge norsk TV 2 om farerne ved den stigende brug af hjemmearbejde, som mange virksomheder tilbyder medarbejdere i kølvandet på coronapandemien.
For det er ikke kun i Danmark, at hjemmekontorerne er skudt op overalt. Sådan er det også i Norge – og i mange, mange andre lande – som en tydelig, umiddelbart positiv konsekvens af coronapandemien.
Hvis man trækker den for langt, kan det risikere at gå ud over arbejdsmiljø, sundhed og tilhørsforholdet til jobbetPål Molander
Der findes dog ikke meget erfaringsgrundlag for de mange modeller, der rulles ud, mener direktøren for Statens arbeidsmiljøinstitutt.
»Hvis man trækker den for langt, kan det risikere at gå ud over arbejdsmiljø, sundhed og tilhørsforholdet til jobbet. Og så vil det kunne ses på bundlinjen, og det vil gå ud over resultaterne,« siger Pål Molander.
Han påpeger to områder, hvor hjemmearbejdet kan udvikle sig uheldigt.
For hvordan bliver opdelingen mellem arbejdsliv og privatliv, hvis man sidder derhjemme?
»På længere sigt kan den fleksibilitet, der er blevet givet til den ansatte, forventes tilbagebetalt. Så kan skellet mellem arbejde og privatliv blive udvisket,« siger Pål Molander.
Og hvordan bliver forholdet til en chef, man ikke har tæt, daglig kontakt til?
»En leder kan gå i to grøfter: Når man ikke har de uformelle møder ved kaffemaskinen og ikke ser den ansatte, kan man begynde at overkontrollere og næsten overvåge. I den anden grøft kan lederen ende med at blive usynlig, bare forsvinde,« siger Pål Molander.
I Norge – som i Danmark – har der allerede været eksempler på, at virksomheder flytter til nye kontorer, hvor der faktisk ikke er plads til alle. Fordi en del af medarbejderstaben konstant vil arbejde hjemme.
Den norske arbejdsmiljøekspert frygter, at det bliver en nem løsning som en måde at spare penge på. Men han understreger, at hjemmearbejde også kan give positive resultater.
»Hvis man formår at finde et godt miks og ikke udelukkende tager hensyn til antallet af kvadratmeter, så er det muligt at få en gevinst ud af det,« siger Pål Molander.



