Sanktioner mod Rusland er begyndt at virke.
Det mener Nils Kristian Knudsen, der er valutastrateg i Handelsbanken, en af de største banker i Norden.
»Det er længe siden, at krigen startede, så effekterne (af sanktionerne, red.) begynder at blive synlige og gældende i markedet,« siger han til norske Børsen.
Mandag faldt rublen til sit laveste niveau over for dollaren i 16 måneder, hvor det kostede lidt over 100 rubler at købe en amerikansk dollar.

Ifølge Ritzau er rublens fald sket på et tidspunkt, hvor landets udgifter til krigen i Ukraine stiger. Samtidig er landets eksportindtægter kollapset, blandt andet som følge af de vestlige sanktioner.
Da Rusland invaderede Ukraine, styrtdykkede rublen, men steg efterfølgende igen. Ikke mindst takket være, at prisen på olie og gas røg i vejret.
Men siden er rublen igen faldet. Alene i år har den tabt omkring 25 procent af sin værdi.
Administrerende direktør i Rabobank London, Jane Foley, sagde mandag til BBC, at rublen ‘var blevet gradvist svagere i år’, men at ‘tempoet var steget siden slutningen af juli.'
»Svagheden i rublen afspejler en grundlæggende svækkelse af Rusland,« sagde hun og påpegede, at der er underskud på statens finanser, og at Rusland er afhængig af import fra Kina og Tyrkiet, samtidig med at landets eksport er presset.
Maksim Oresjkin, der er økonomisk rådgiver for den russiske præsident Vladimir Putin, kommenterede mandag udviklingen og sagde, at Rusland ønsker en stærk rubel.
»Den nuværende valutakurs afviger betydeligt fra normale niveauer. En normalisering er forventet i den nære fremtid,« sagde han mandag til det statslige nyhedsbureau Tass, skriver Ritzau.
Den norske valutastrateg Nils Kristian Knudsen mener, at olieprisen bliver kritisk for rublen i den kommende tid.
»Olie- og gasindtægterne er yderst vigtige og finansierer staten. Hvordan tingene udvikler sig i fremtiden, afhænger i høj grad af, hvordan de priser udvikler sig. Hvis det fortsætter, kan det være med til at dæmme op for underskuddet,« siger han til norske Børsen.
