En foræring til russerne og helt uansvarligt.

Sådan kalder en norsk militærekspert den melding, som tirsdag kom fra den danske efterretningstjeneste. 

I en rapport om trusselbilledet beskrev Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tre scenarier for Rusland, hvis og når krigen i Ukraine stopper:

For det første mener FE, at Rusland indenfor seks måneder vil være i stand til at udkæmpe en lokal krig mod et naboland. 

Efter omkring to år vil russerne kunne udgøre en troværdig trussel mod et eller flere Nato-lande, og dermed være klar til en regional krig i Østersøregionen, hedder det endvidere. 

Endelig konkluderer rapporten, at Rusland om fem år vil være klar til en storstilet krig i Europa, hvis USA ikke griber ind. 

Naturligt nok skabte rapporten overskrifter i både danske og andre skandinaviske medier i løbet af tirsdagen. 

Men den norske avis Dagbladet har talt med en professor i militær strategi og operationer på det norske forsvarsakademi, Forsvarets Højskole (FHS), som er yderst kritisk overfor præmisserne i den danske rapport. 

Tormod Heier mener nemlig, at der er for mange usikkerheder i vurderingen.  

Han kalder det »uansvarligt«, at en national efterretningstjeneste går så langt.

»Dette er ikke det mest realistiske scenario. Det er et klassisk 'worst case'-scenario, som det er vanskeligt at bruge som planlægningsgrundlag.«

Heier peger på, at de danske efterretninger er farvet af den aktuelle krise mellem Danmark og USA om Grønland. 

Derudover er danskerne – ifølge Tormod Heier – ramt af en følelse af magtesløshed, fordi vi i løbet af de seneste 30 år har afviklet størstedelen af vores forsvar. 

Vi har kæmpet med amerikanerne i Afghanistan, og derfor er det skræmmende, når vores nærmeste allierede vender os ryggen. 

Den norske ekspert mener kun, at rapporten gavner russerne.

»Den danske efterretningstjeneste er med til at puste til stemningen i sin egen befolkning, stresse politikerne mere end nødvendigt – og give Rusland en gavepakke.«