Gamle Stavanger i Norge er vant til masser af liv fra glade turister, når flere krydstogtskibe lægger til hver sommer.
I 2019 kiggede 470.000 turister forbi, mens byen forventede en rekord på 500.000 besøg i år, hvor over 240 skibe skulle lægge til i havnen.
Men sådan bliver det ikke alligevel. Det har corona-krisen sat en stopper for. Og derfor er bymidten tom på nuværende tidspunkt.
Det skriver den norske udgave af Børsen.

Derfor truer konkursspøgelset også hos de små butikker, der primært lever af turisterne i Gamle Stavanger.
»Vi prøver bare at overleve. Ofte er der 100 turister i butikken ad gangen, men nu er den bare tom,« siger Lucila Negro, der er butikschef i en souvenirbutik.
Det seneste krydstogtskib, der lagde til ved Gamle Stavanger, var 9. marts, hvor 1657 briter var om bord.
Og de mange måneder uden turister har betydet, at nogle butikker har måttet dreje nøglen om – otte butikker er således lukket ifølge det norske medie.
Nogle butikker i byen fortæller, at de overlever, fordi de sælger julepynt til senere på året.
