Norges oliefond vil stemme imod en ny lønpakke til Teslas chef, Elon Musk.
Det oplyser fonden til Reuters.
Oliefonden er den syvendestørste ejer af Tesla-aktier med en andel på 1,12 procent til en værdi af 17 milliarder dollar.
Det svarer til 110 milliarder danske kroner.
Ifølge NRK har oliefonden både i 2018 og 2024 stemt imod Musks lønpakker. Fonden stemmer ifølge det norske nyhedsbureau NTB normalt imod lignende og meget store lønpakker til topledere i selskaber.
- Selv om vi sætter pris på Musks visionære rolle, så er vi bekymrede over den samlede størrelse på denne tildeling, udvanding og manglen på risikoreduktion omkring nøglepersoner, hvilket er i overensstemmelse med vores holdning til lederløn, skriver oliefonden i en begrundelse ifølge NTB.
Aktionærerne i Tesla kan stemme om den foreslåede lønpakke til Musk ved generalforsamlingen om to dage.
Lønpakken indeholder aktier til en potentiel værdi over ti år på op mod 6500 milliarder kroner.
Teslas bestyrelsesformand, Robyn Denholm, advarede ifølge NTB i sidste uge om, at Musk kan forlade selskabet, hvis pakken ikke bliver godkendt.
Desuden påpeger selskabet, at Musks gevinst er afhængig af, hvorvidt han opnår nogle særlige fastsatte mål for firmaet.
Det gælder blandt andet at udvide satsningen på selvkørende taxier og øge selskabets værdi.
Norges oliefond er verdens største investeringsfond. Ved udgangen af 2024 var den 20.000 milliarder - norske kroner værd.
I danske kroner svarer det til omkring 12.540 milliarder.
Fonden ejer næsten 1,5 procent af alle børsnoterede aktier på verdensplan.
Norge etablerede den statslige oliefond i 1996 for at have en form for opsparing til dårlige tider. Siden da er værdien vokset til næsten fire gange Norges bnp.
/ritzau/
