Syv personer er blevet anholdt for mulig matchfixing i norsk fodbold.
Flere af de anholdte er fodboldspillere fra den bedste norske fodboldliga, Eliteserien.
Det skriver det norske medie NRK.
De syv personer blev anholdt onsdag 25. februar og er sigtet for "grov korruption og bedrageri" i forbindelse med væddemål på fodboldkampe, skriver NRK.
En person er desuden blevet varetægtsfængslet.
KFUM Oslo, der er en del af den bedste fodboldrække, bekræfter fredag aften, at to af klubbens spillere er blandt de involverede i sagen.
Det udtaler klubbens daglige leder, Thor-Erik Stenberg, på KFUM Oslos hjemmeside.
- Dette er naturligvis en sag, vi tager meget alvorligt. Vi har ikke tilstrækkelige oplysninger til at kommentere detaljerne i denne sag, men vi kan bekræfte, at to af vores spillere er blevet sigtet i forbindelse med sagen, siger han.
Det norske medie VG har ligeledes berettet om sagen.
- Sagen er i sin spæde start, og der er stadig mange efterforskningsmæssige skridt, der skal tages. Efterforskningen er i fuld gang og har høj prioritet, siger politiadvokat Sahd Iqbal til NRK.
Advokaten fortæller til VG, at der er foretaget ransagninger på flere adresser. Dertil er der foretaget flere beslaglæggelser, der er relevante for sagen, lyder det.
Karl-Petter Løken, der er generalsekretær i det norske fodboldforbund, siger, at der er "nultolerance" over for væddemål på kampe, som man selv er involveret i.
- Det er særligt alvorligt, når spillere angiveligt er involveret i direkte manipulation af kampe, selv om det ikke er et spørgsmål om at manipulere resultatet af en kamp.
- Generelt er matchfixing en af de største trusler mod sporten, siger han til NRK.
Generalsekretæren fastslår, at det er vigtigt at sagen kommer frem i lyset, men at politiet skal have lov til at gøre sit arbejde, og at ingen endnu er blevet dømt.
Mediet har forsøgt at få en kommentar fra Lise Klaveness, der er præsident i Norges Fodboldforbund, men fodboldpræsidenten kan ikke kommentere sagen på nuværende tidspunkt, lyder det.
Den norske myndighed Lotteritilsynet bekræfter til NRK, at man "kender til sagen".
- Men vi vil ikke kommentere yderligere. Vi henviser til politiets efterforskning, oplyser Lotteritilsynet.
/ritzau/