Politibetjente i Norge skal som udgangspunkt være bevæbnede med skydevåben i den daglige tjeneste.
Det mener den norske regering.
Den har derfor fremlagt et lovforslag om, at politiet generelt skal være bevæbnet, skriver nyhedsbureauet NTB.
Hidtil har det ikke været et krav, at betjentene bærer skydevåben.
Sidste sommer fik politiet dog hjemmel til selv at beslutte, hvorvidt betjente generelt skal bære skydevåben i tjenesten.
- Det foreslås at erstatte politiets hjemmel til at beslutte, at politiet skal være bevæbnet i daglig tjeneste, med en bestemmelse om at politiet i almindelighed skal være bevæbnet med skydevåben i tjenesten, skriver regeringen i en pressemeddelelse om lovforslaget.
Før 1. juli 2025 var norsk politi som udgangspunkt ikke bevæbnet.
Justitsminister Astri Aas-Hansen understreger, at skydevåben kun skal bruges, når det er strengt nødvendigt, og der ikke er andre muligheder for at gribe ind.
- Brug af våben i tjenesten er og skal være godt dokumenteret af politiet, siger justitsministeren ifølge NTB.
Politiet skal samtidig udpege opgaver og områder, hvor det er unødvendigt at være bevæbnet. Det kan for eksempel være opgaver, der involverer børn.
Efter fem år med generel bevæbning af politiet skal ordningen evalueres, foreslår den norske regering.
Ændringerne i Norge kommer, hele 60 år efter at det blev praksis i dansk politi, at politibetjente skulle være bevæbnede i tjenesten.
Indtil midten af 1960'erne var danske politibetjente som udgangspunkt ubevæbnede. Men da fire politibetjente blev dræbt i 1965 i København af indbrudstyven Palle Sørensen, ændrede dette sig.
Drabene satte fokus på politibetjentenes sårbarhed, og det blev herefter udgangspunktet, at danske betjente er bevæbnede med skydevåben.
/ritzau/