Det skal ikke længere være strafbart at være i besiddelse af og bruge små mængder narkotika i Norge.
Det foreslår den norske regering i en såkaldt rusreform (på dansk narkotikareform), der er blevet præsenteret fredag.
I stedet for at blive straffet med bøde eller fængsel skal de, der er blevet taget med små mængder af narkotika, forpligte sig til at søge om kommunal rådgivning, der informerer om risikoen ved at indtage stoffer.
De vil også blive tilbudt hjælp til at håndtere eventuelle misbrugsproblemer med stoffer.
Den norske sundhedsminister, Bent Høie (H), har ellers kæmpet mod en afkriminalisering af stoffer i 20 år, men i 2016 ændrede han sin holding.
- Mennesker, der har stofmisbrugsproblemer, er blevet stigmatiseret og retsforfulgt længe nok. De er blevet truet, forfulgt og ydmyget. Det er på tide, at vi erstatter straf med hjælp, siger Bent Høie.
Forslaget hilses velkommen af Venstre i Norge, der længe har kæmpet for at afkriminalisere narkotika.
Venstres leder Guri Melby siger, at mange år med et system med straf ikke har fungeret, og at det har påvirket samfundet i en negativ retning.
- Det rammer unge mennesker, der allerede har det svært i langt højere grad end andre, siger Guri Melby.
Hun beskriver den nye reform som historisk og siger, at det næsten føles uvirkeligt at præsentere forslaget efter mange års kamp.
Med forslaget skal det ikke længere være strafbart at besidde op til to gram heroin, kokain og amfetamin. For cannabis er den maksimale grænse ti gram og for MDMA (aktivt stof i ecstasy) et halvt gram.
Selv om det i forslaget lyder, at besiddelse og brug ikke længere skal være strafbart, vil det stadig være forbudt.
Derfor vil det også stadig blevet taget fra personer, der opdages med det.
/ritzau/NTB
