Et ekspertudvalg skal se nærmere på bivirkninger ved AstraZeneca-vaccine. FHI anbefaler stop for brug af den.

Norge udsætter en beslutning om, hvorvidt brugen af AstraZenecas coronavaccine skal genoptages.

Det siger den norske sundhedsminister, Bent Høie, på et pressemøde torsdag.

Det norske Folkehelseinstituttet (FHI) er kommet med en anbefaling af, at vaccinen fra AstraZeneca tages ud af vaccinationsprogrammet, siger Høie.

Men han mener ikke, at regeringen har tilstrækkelig med information til at tage en endelig beslutning.

»De norske tal er små og dermed usikre,« siger Høie.

I Norge har forskere blandt andet undersøgt fem mennesker med alvorlige bivirkninger. Fire kvinder og en mand i alderen 32 til 54 år oplevede alle forskellige varianter af det samme sygdomsbillede, skriver nyhedsbureauet NTB.

Tre af de fem døde. Alle var ansat i sundhedssektoren.

På torsdagens pressemøde siger Bent Høie, at man skal opveje bekymringen for de alvorlige bivirkninger mod konsekvenserne af at droppe en vaccine og dermed måske forsinke vaccination af befolkningen.

»Jeg er bekymret for virkningen af en udsættelse af vaccineringen og for genåbningen af det norske samfund og de konsekvenser, det kan få for den norske befolkning og det norske samfund,« siger ministeren.

Norge har som flere andre lande sat brugen af vaccinen på pause, efter at der har været tilfælde af alvorlige blodpropper hos personer, der har modtaget vaccinen.

Nu bliver der nedsat et ekspertudvalg bestående af både norske og internationale eksperter, der skal se nærmere på de alvorlige men sjældne bivirkninger.

Udvalget skal komme med en rapport senest 10. maj.

Onsdag meddelte Danmark som det første land i verden, at AstraZeneca-vaccinen fjernes fra det danske vaccinationsprogram.

Sundhedsstyrelsen udelukker ikke, at vaccinen kan tages i brug igen på et senere tidspunkt.

/ritzau/