Norge stanser tirsdag alle adoptioner af børn fra Filippinerne, Thailand og Taiwan.

Derudover anbefaler det norske børne-, ungdoms-, og familiedirektorat at standse alle adoptioner fra udlandet, skriver NRK.

Anbefalingen er sendt til børne- og familieministeriet, hvor børne- og familieminister Kjersti Toppe fra Senterpartiet har bedt om en udredning, før hun tager stilling til anbefalingen.

Man vælger at stoppe adoptioner fra de pågældende lande blandt andet på grund af risikoen for ulovlige adoptioner, skriver NRK.

Et tjek af adoptionssager til Norge viser i mange tilfælde utilstrækkelig dokumentation, oplyser Kjersti Toppe ifølge mediet.

Stopper også i Danmark
I Danmark er det tirsdag blevet meldt ud fra organisationen Danish International Adoption (DIA), der som den eneste organisation i Danmark formidler internationale adoptioner, at man fremover stopper med dette.

Dermed er det i praksis ikke længere muligt at adoptere fra udlandet til Danmark.

I Danmark er det organisationen DIA, der har truffet beslutningen om ikke at formidle adoptioner fra udlandet. Det sker, efter Social-, Bolig- og Ældreministeriet har meddelt, at de lande, som DIA formidler adoptioner fra, suspenderes i en periode.

Her drejer det sig ligesom i Norge om Filippinerne, Taiwan og Thailand, men også Indien og Tjekkiet.

Beslutningen er ifølge Konservatives familieordfører på Christiansborg, Mette Abildgaard, taget af Socialministeriet, som sammen med Ankestyrelsen, har set tegn på, »at man tilsidesætter reglerne på området«, skriver DR.

Det er uklart, hvad det præcis dækker over.