Bekymringen for det, der kaldes ‘Ruslands brutalitet’, får nu de norske myndigheder til at lægge evakueringsplaner i tilfælde af en aggression fra Putins side.

I tilfælde af, at Norge bliver angrebet, ruster Direktoratet for Civil Beskyttelse og Beredskab (DSB) sig i samarbejde med norsk forsvar og politi. Det skriver VG.

Allerede i sommer anmodede de to kommuner Finnmark og Troms, i det allernordligste Norge, om opdaterede evakueringsplaner.

»Den brutalitet, Rusland viser mod civile, når de besætter landet, er så stor. Vi kan ikke have en eneste nordmand på den forkerte side af besættelseslinjen,« sagde borgmester, Toralf Heimdal, fra byen Bardu i Troms i sommer til TV 2.

Nu svarer myndighederne:

»DSB har startet en ny vurdering af, hvilke områder i Norge, der bør have planer for evakuering og genbosættelse af civilbefolkningen i en krigssituation, såkaldt krigsevakuering,« skriver DSB-chef Elisabeth Aarsæther i en mail til VG.

Områderne, som de norske myndigheder i første omgang fokuserer på, er sårbare på grund af deres geografiske nærhed til Rusland, eller fordi de er legitime militære mål, siger hun.

Derfor er myndighederne begyndt at se sig om efter egnede modtagekommuner, hvor borgere fra de udsatte områder kan søge tilflugt, hvis det værste skulle ske.

Det gælder særligt kommuner, hvor myndighederne vurderer, at risikoen for krig er lavere, og hvor der til gengæld er kapacitet inden for sundhed, bolig og skoler, skriver Aarsæther til mediet og lover, at planerne bliver prioriteret højt i det nye år.