PST, der er Norges efterretningstjeneste, ser en stigning i mindreårige i ekstremt voldelige netværk på nettet.

Stigningen er sket siden 2024, men er taget til i 2026, hvor flere mindreårige bliver radikaliseret.

- Vi er bekymrede for, at udviklingen også i Norge kan radikalisere til politisk motiveret vold. Netværkene kan være en indgang til radikalisering og føre til grove voldshandlinger og i værste fald terror, siger seniorrådgiver i kontraterrorafdelingen i PST, Caroline Iwarsson.

Ifølge PST findes der i de onlinenetværk, de er bekymrede for, elementer af voldelig nihilisme, misantropi, satanisme, højreekstremisme og elementer af andre ekstremistiske ideologier og grov seksualiseret vold.

- Det kan være svært at udpege den udløsende faktor, der får en person til at acceptere vold. Forskellige ikke-ideologiske strømninger og en fascination af vold bidrager også til radikalisering, siger Caroline Iwarsson.

For at vende udviklingen vil PST lave forebyggende indsatser.

Det gør de blandt andet ved at give offentligheden kendskab til problematikken med stigningen i radikaliserede mindreårige i Norge, skriver PST.

Det er ikke kun i Norge, at der er fokus på radikaliserede unge på internettet.

Flere danske organisationer er begyndt at få henvendelser, som de vurderer har relation til det såkaldte NVE-netværk.

NVE står for nihilistisk voldelig ekstremisme.

Ifølge DR dækker det over løst organiserede online-fællesskaber, hvor særligt børn og unge udsættes for blandt andet manipulation og afpresning.

Efter et sværd-angreb på en skole i Sverige opfordrede det svenske politi forældre til at være opmærksomme på deres børns adfærd på nettet.

I angrebet blev en 17-årig pige dræbt og tre andre personer blev såret, da en person iført en hjelm og sort elefanthue gik til angreb med sværd på et gymnasium 150 kilometer nordvest for Stockholm.

Efterfølgende er en pige på 15 år og en dreng på 16 år mistænkt for at have bidraget til forberedelsen af angrebet via online-kanaler.

RITZAU