Alle i Nordkorea er knuste over leder Kim Jong-uns tilsyneladende vægttab.
Det siger en uidentificeret borger i Pyongyang, Nordkoreas hovedstad, til landets stramt kontrollerede statsmedie.
Borgeren udtrykte sin bekymring efter at have set nylige optagelser af Kim Jong-un.
»At se vores respekterede leder se så udmagret ud knuser vores folks hjerter så meget.«

»Alle siger, at de blev bragt til tårer,« siger borgeren i interviewet på statskanalen KRT.
Det sjældne udsagn om lederen kommer, efter at udenlandske analytikere i begyndelsen af juni bemærkede, at den 37-årige leder lod til at have tabt sig betydeligt.
I klippet på stats-tv ses borgere i Pyongyang kigge på en stor skærm udenfor. Skærmen viser en koncert, hvor Kim Jong-un og andre partifæller deltager som gæster. Reuters har ikke selvstændigt kunnet bekræfte ægtheden af klippet. Udsendelsen på stats-tv forklarer ikke, hvad der ligger bag Kim Jong-uns vægttab.
Dog fremsætter flere udenlandske medier spekulationer om, at det er Kim Jong-uns usunde livsstil, der har tvunget ham til at gå ned i vægt. Han ryger både en del cigaretter og er overvægtig, skriver The Guardian.

Det samme var tilfældet for hans far, der døde af et hjerteanfald i december 2011.
Sidste år blev det meldt ud, at den nu lidt tyndere statsleder vejede 140 kg og havde taget 6-7 kg på årligt, siden han overtog lederskabet i 2011.
Efter en måneds fravær var lederen tilbage på stats-tv tidligere i juni. Her påpegede analytikere ved NK News, som er en hjemmeside med base i Sydkorea med fokus på Nordkorea, Kim Jong-uns vægttab.
De fremhævede blandt andet, at hans ur var blevet strammet for at sidde ordentligt på hans nu tyndere håndled.
Kim Jong-un sidder tungt på magten i Nordkorea. Og da der er usikkerhed om, hvem der skal følge efter ham, holder internationale medier, spiontjenester og specialister nøje øje med hans helbred.
Sidste år eksploderede spekulationerne om hans helbred. Det skete, i kølvandet på at han 15. april missede fejringen af Nordkorea-grundlægger Kim Il-sungs fødselsdag. Han var først tilbage i offentligheden igen tidligt i maj.
/ritzau/Reuters
