Nordkorea fortæller selv, at de nu flere gange har udført succesfulde test af en undervandsdrone, der kan udstyres med atomvåben.

Det skriver Al Jazeera.

Våbensystemet hedder Haeil-2, og ifølge Nordkoreas statsmedie formåede dronen at bevæge sig 1.000 kilometer under vandet, før den eksploderede.

»Testen viste med stor tilfredshed undervandsvåbnets store træfsikkerhed og dødelighed,« beretter nordkoreanske statsmedier.

Våbentesten skulle ifølge nordkoreanerne være udført 4.-7. april.

Testen af Haeil-2 kommer blot uger efter testen af Haeil-1. Haeil er koreansk og betyder tsunami.

Sydkorea og USA har på det seneste udført flere militærøvelser i grænselandet, og det er disse øvelser, som Nordkorea ser som en provokation og som en generalprøve på en nært forestående invasion.

I 2022 erklærede Nordkorea sig for en atommagt, og siden har landets diktator, Kim Jong-un, meldt ud, at man i højere grad vil teste våbnene med henblik på en rigtig krig.

Der har ikke været tale om at nedruste i Nordkorea, siden Donald Trump deltog i et større møde med Kim Jong-un i 2019.