Nordkorea tester opgraderet raketkastersystem
Opgraderet nordkoreansk raketkastersystem har en rækkevidde på mere end 100 kilometer, skriver KCNA.

Opgraderet nordkoreansk raketkastersystem har en rækkevidde på mere end 100 kilometer, skriver KCNA.

Nordkorea foretog tirsdag en prøveaffyring af et opgraderet raketkastersystem.
Det skriver det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA onsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Prøveaffyringen demonstrerede præcisionen og de forbedrede egenskaber for raketterne, der har forlænget rækkevidde, skriver KCNA.
Ved hjælp af et autonomt styresystem kan de selv korrigere kursen mod målet, lyder det.
Raketterne er ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau i stand til at ramme mål på mere end 100 kilometers afstand.
Udviklingen af raketterne til det opgraderede raketkastersystem vil ifølge KCNA betyde en markant forbedring af landets beredskab ved grænsen til Sydkorea.
Prøveaffyringen blev overværet af Pak Jong-chon, der er en af de mest højtstående ledere i det nordkoreanske militær.
Han understregede behovet for at placere en stor del af militærets mest "dødbringende og ødelæggende" styrker langs den sydlige grænse, skriver KCNA.
Han "understregede også behovet for at gøre fjenden opmærksom på, at vi hurtigst muligt har udskiftet alle vores væbnede styrkers langtrækkende angrebsvåben med de nyeste", skriver nyhedsbureauet ifølge AFP.
Sydkorea har tidligt natten til torsdag ikke umiddelbart reageret på en henvendelse fra Reuters om en kommentar til sagen.
Nordkorea har løbende opgraderet sit arsenal af taktiske og konventionelle våben, som landet har givet udtryk for, at det vil placere nær grænsen til Sydkorea, skriver Reuters.
I juni overværede Nordkoreas leder, Kim Jong-un, prøveaffyringer af en række centrale våbensystemer, herunder en opgraderet raketkaster og taktiske missiler.
Landet oplyste dengang, at våbnene skulle bruges til at forsvare den sydlige grænse.
Nordkorea har i år gennemført en lang række af våbentest. Senest gennemførte landet søndag prøveaffyringer af to ballistiske missiler.
RITZAU