En international konvoj med nødhjælp skal efter planen ankomme til Cubas hovedstad, Havana, den 21. marts.
Det oplyser Nuestra América Convoy to Cuba, som er arrangørerne bag initiativet, på deres hjemmeside.
Den kommunistiske østat kæmper med en alvorlig økonomisk krise, der er blevet forværret af, at USA's præsident, Donald Trump, forsøger at afskære landet fra olie.
Cubanerne mangler alt fra mad til medicin og må leve med længerevarende strømafbrydelser.
Nødhjælpen vil efter planen blive leveret med båd og fly.
- Konvojen vil levere hårdt tiltrængt mad, medicin, medicinsk udstyr og nødvendige fornødenheder til lokalsamfund, der står over for alvorlige mangler som følge af den intensiverede amerikanske belejring, der har forstyrret brændstofimporten, sat flytrafik på jorden og lagt pres på hospitaler og kritisk infrastruktur, lyder det fra Nuestra América Convoy to Cuba.
Arrangørerne beskriver sig selv som en international koalition af fagforeningsfolk, parlamentarikere, humanitære organisationer og offentlige personer, herunder den svenske aktivist Greta Thunberg.
Hun blev sidste år udvist fra Israel efter at have deltaget i en flotille, der forsøgte at nå frem med nødhjælp til det krigshærgede Gaza.
- Jeg støtter denne konvoj til Cuba ikke kun, fordi befolkningen har brug for al den hjælp, som konvojen kan levere, siger hun i en erklæring.
- Jeg støtter den også, fordi international solidaritet er den eneste kraft, der er stærk nok til at skubbe tilbage mod imperialister som Trump og Netanyahu (Israels premierminister, red.), der hellere ville se vores grundlæggende rettigheder ligge i ruiner, tilføjer hun.
I erklæringen fremgår det ikke, hvorvidt Greta Thunberg selv vil deltage i konvojen til Cuba.
Den nationale olieforsyning i Cuba er faldet dramatisk på kort tid.
Olieforsyningerne blev stoppet efter USA's tilfangetagelse af Venezuelas tidligere præsident Nicolás Maduro kort efter årsskiftet. Venezuela og Cuba har et tæt bånd, og landet har været Cubas største leverandør af olie.
USA har haft en fuld embargo mod Cuba siden 1962. Embargoen forhindrer amerikanske virksomheder og borgere i at handle med Cuba.
De seneste måneder er den amerikanske tilgang dog blevet endnu hårdere, og USA har truet med toldsatser og sanktioner mod lande, der sender forsyninger til Cuba.
/ritzau/AFP
