María Corina Machados datter, Ana Corina Sosa Machado, har onsdag taget imod Nobels fredspris på vegne af sin mor.
Det sker ved en tv-transmitteret ceremoni i Norges hovedstad, Oslo.
Datteren modtog et stående bifald på scenen. Blandt de fremmødte på rådhuset i Oslo var den norske kongefamilie.
Prismodtageren María Corina Machado er kendt som en af de store politiske rivaler og kritikere af Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, i hjemlandet.
- Jeg er her på vegne af min mor, som har samlet millioner af venezuelanere, siger Ana Corina Sosa Machado i sin tale onsdag eftermiddag.
Hendes mor, der modtager fredsprisen, har levet i skjul siden 2024.
Onsdag er det dog blevet afsløret, at hun enten kommer til eller allerede er i Oslo. Dermed bliver det også til et gensyn med datteren.
- Selv om hun ikke har haft mulighed for at være her og deltage i ceremonien, så kan jeg fortælle, at min mor aldrig bryder et løfte.
- Derfor kan jeg med glæde i mit hjerte fortælle, at vi om bare nogle få timer vil kunne omfavne hende her i Oslo efter 16 måneder, hvor hun har levet i skjul, siger datteren ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
58-årige Machado er leder af oppositionspartiet Vente Venezuela, der har stået i opposition til Maduro, som har regeret landet siden 2013.
Hun blev nægtet at stille op som kandidat ved Venezuelas præsidentvalg i 2024, hvor Maduro vandt. Maduro blev af oppositionen beskyldt for at begå valgsvindel, da han vandt præsidentvalget i 2024.
Både FN, EU, USA og en række sydamerikanske lande har dog udtrykt kritik af stemmeoptællingen ved sidste års valg.
Onsdag har lederen af Nobelkomitéen, Jørgen Watne Frydnes, opfordret Maduro til at acceptere det reelle resultat af valget.
- Maduro, accepter valgresultatet, og træd tilbage. Dan grundlaget for et fredeligt demokrati. Det er det venezuelanske folks vilje, sagde Jørgen Watne Frydnes ifølge norske NRK, kort før Machados datter indtog scenen.
Nobels fredspris er blevet uddelt årligt siden 1901.
/ritzau/
