Nikki Haley opgiver kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat.
Det fortalte hun onsdag eftermiddag dansk tid i en meget kort tale i Charleston, South Carolina.
Haley valgte at kaste håndklædet i ringen efter Super Tuesday, hvor Trump blev den store vinder.
Her lykkedes det kun Haley at vinde en enkelt stat, mens Trump løb med sejren i de resterende 14 stater.
Nikki Haley vandt i delstaten Vermont i det nordøstlige USA.
»Tiden er kommet til at stoppe min kampagne. Jeg sagde, at jeg ønskede, at amerikanernes stemme skulle høres. Det har jeg gjort. Jeg fortryder ikke,« sagde Haley blandt andet.
»Selvom jeg ikke længere er kandidat, stopper jeg ikke med at bruge min stemme på de ting, jeg tror på.«
Efter tirsdagens valg tyder alt nu på, at efterårets valgkamp bliver en gentagelse af valgkampen for fire år siden.
Altså kommer duellen til at stå mellem den 77-årige Donald Trump og 81-årige Joe Biden.
Et af de store spørgsmål er nu, hvorvidt Haley vil bakke op om Donald Trumps kandidatur. Han har god brug for hendes vælgere, hvis han skal genvinde magten i Det Hvide Hus.
Haley gav ikke noget svar på det spørgsmål under den ultra korte udtalelse.
Hun ønskede Trump tillykke med sejren uden af udtrykke sin støtte til ham.
»Efter al sandsynlighed bliver Donald Trump den republikanske kandidat, når vores partikonvent mødes i juli. Jeg lykønsker ham og ønsker ham held og lykke.«
»Jeg ønsker alle, der vil være USAs præsident, held og lykke Vores land er for dyrebart til at lave vore uenigheder splitte os,« lød det blandt andet fra Haley, som tilføjede, at »det nu er op til Donald Trump at fortjene stemmerne fra dem i vores parti og uden for det, som ikke støtter ham. Og jeg håber, han gør det.«
Hun henviste tilsyneladende til de republikanske og uafhængige vælgere, som i primærvalgene har sat deres kryds ud for hendes navn.
Super Tuesday er den dag i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor der bliver afholdt primærvalg i flest delstater.
Flere delstater havde dog afholdt primærvalg forud for Super Tuesday.
Samlet nåede Nikki Haley at vinde over Trump i to delstater: Vermont og District of Columbia, hvor forbundshovedstaden Washington D.C. ligger.
Under primærvalgene skal der fordeles mandater mellem kandidaterne hos såvel Republikanerne som Demokraterne.
Den endelige nominering – altså udnævnelsen af Republikanernes præsidentkandidat – sker til juli, hvor knap 2500 delegerede mødes til et nationalt konvent i Milwaukee i delstaten Wisconsin.
Her skal de pege på, hvem de ønsker som kandidat.
På Super Tuesday var flere end en tredjedel af de delegerede på spil.
Mens der i nogle delstater var spænding forbundet med Republikanernes primærvalg på Super Tuesday, har Joe Biden, USAs siddende præsident, ikke nogen reelle udfordrere på Demokraternes side.