Et ukendt antal elever er fredag blevet bortført fra en katolsk skole i delstaten Niger i det centrale Nigeria.
Det siger Abubakar Usman, der er regeringssekretær i delstaten Niger, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Eleverne blev bortført fra St. Mary's Private Secondary School af bevæbnede bandemedlemmer, lyder det.
Samtidig er der meldinger om, at 38 personer er blevet bortført fra en katolsk kirke i den nigerianske delstat Kwara.
Embedsmænd fra delstaten har oplyst til nyhedsbureauet Reuters, at bortførerne kræver cirka 69.000 dollar - knap 450.000 kroner - i løsesum for hver af de bortførte kirkegængere.
Bortførelserne finder sted, få dage efter at mindst 25 skoleelever blev bortført fra en pigeskole i det nordvestlige Nigeria.
Én er siden sluppet fri, men 24 savnes stadig.
/ritzau/