Der var tydeligvis noget om snakken, da Nicki Minaj udtalte, at hun er Donald Trumps største fan.
I hvert fald udnyttede rapperen 'Presidents Day' til at hylde USAs præsident.
På X delte Nicki Minaj mandag to AI-genererede billeder, hvor hun sidder i en bil med Trump.
De er begge iklædt lyserødt tøj og store halskæder, og på det ene billede ligger der tilmed store pengebundter.
Ifølge TMZ er det originale billede taget med Nicki Minajs mand, Kenneth Petty, men han blev altså ofret til fordel for et billede med Trump.
Det var i slutningen af januar, at 'Anaconda'-sangerinden, med det borgerlige navn Onika Tanya Maraj, afslørede, at hun er blevet meget glad for Trump.
»Jeg er nok præsidentens største fan, og det kommer ikke til at ændre sig. Og hadet, eller hvad folk har at sige, påvirker mig slet ikke. Det motiverer mig faktisk til at støtte ham mere,« lød det.
Nicki Minaj har dog langt fra altid været fan af præsidenten.
Under Trumps første valgkamp i 2016 rappede Minaj »Island girl, Donald Trump want me to go home«, mens hun kritiserede hans immigrationspolitik.
Hun pegede blandt andet på, at hun følte med immigranterne, fordi hun selv kom til USA som femårig fra den caribiske østat Trinidad og Tobago.
Ved valgkampen i 2020 understregede hun, at »hun aldrig ville hoppe på Trump-vognen« og i stedet støttede Joe Biden.
Men siden har hun skiftet kurs i sine udtalelser, og nu er hun tilsyneladende præsidentens største fan.
