Midt i åbningstiden sidste weekend udspillede der sig et sandt drama i en fransk zoologisk have.
Ni ulve slap nemlig ud, efter de at have ødelagt deres indhegning.
Det siger direktøren for haven Sauveur Ferrara ifølge The Guardian.
Den zoologiske have, der ligger i det sydlige Frankrig i Montredon-Labessonnié, lukkede med det samme ned, og ingen gæster kom til skade.
»Der var ikke så mange gæster i zoo, da ulvene slap ud, og offentligheden var på intet tidspunkt i direkte fare,« udtaler en lokal politibetjent til AFP.
Ulvene havde ikke været i den zoologiske have særligt længe, og flere af dem mistede livet under flugtforsøget.
»På grund af nogle af ulvenes abnormale og farlige adfærd, blev fire af dem desværre dræbt af dyrepasserne,« udtaler Sauveur Ferrara.
De resterende undslupne ulve blev bedøvet og vendte herefter tilbage til deres anlæg.

