Iraks premierminister Ali al-Zaidi har lørdag fyret ni embedsmænd i kølvandet på en efterforskning af beskyldninger om oliesmugling i Jurf al-Sakhar-området, der er et tilholdssted for den militante gruppe Kataeb Hizbollah.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Premierministeren iværksatte tidligere på ugen en undersøgelse af oliesmugling i området, der ligger syd for hovedstaden Bagdad.

Kataeb Hizbollah er en irakisk militant gruppe, der er støttet af Iran. Gruppen er på USA's terrorliste.

I lyset af efterforskningens fund har premierministeren "beordret, at alle individer, der er beskyldt for oliesmugling, skal henvises til domstolene", siger hans militære talsmand.

De mistænkte er ikke blevet identificeret.

Derudover er ni embedsmænd blevet afskediget, herunder ansatte i sikkerheds- og efterretningstjenesten i Babil-provinsen, en chef i indenrigsministeriet og en højtstående ansat i olieministeriet.

Det er ikke blevet oplyst, hvilken rolle embedsmændene menes at have haft i den angivelige smuglervirksomhed.

Spændingerne mellem Ali al-Zaidi og Kataeb Hizbollah er vokset, siden premierministeren, der er støttet af USA, har lovet, at væbnede grupper ville overgive deres våben til staten.

Nogle væbnede grupper er gået med til at lade sig afvæbne, mens andre - heriblandt Kataeb Hizbollah - har nægtet.

Højtstående irakiske politikere har tidligere sagt til AFP, at premierministeren flere gange har sagt, at han er klar til at "konfrontere" grupperne, hvis de ikke opgiver deres våben.

Kataeb Hizbollah har for nylig udsendt flere udtalelser målrettet premierministeren, hvor han er blevet beskyldt for korruption.

USA har beskyldt væbnede irakiske grupper for at være involveret i oliesmugling. USA har også indført sanktioner mod irakiske embedsfolk og selskaber for at blande iransk og irakisk olie eller for at sælge iransk olie som irakisk for at hjælpe Iran med at omgå sanktioner.

RITZAU