Venezuelas hær har i et angreb dræbt en række medlemmer af den væbnede colombianske oprørsgruppe Den Nationale Befrielseshær (ELN).

Det melder ngo'en Fundaredes natten til søndag.

Angrebet skete fredag på den venezuelanske side af grænsen mellem de to sydamerikanske lande, hvor medlemmer af ELN havde slået lejr.

Ifølge Javier Tarazona, der er leder af Fundaredes, er det første gang, at venezuelanske styrker har rettet angreb mod medlemmer af den colombianske oprørsgruppe i landet.

Venezuela har i årtier været under socialistisk styre. I januar blev landets daværende præsident, Nicolás Maduro, taget til fange af amerikanske styrker og fløjet til USA.

Her er han anklaget for at have misbrugt sin magt til at hjælpe narkohandlere med at importere kokain ind i USA.

Fundaredes, der er en venezuelansk menneskerettighedsorganisation, har delt en video, hvor lig, væltede træer og rester fra et lejrområde kan ses i den venezuelanske delstat Apure.

En af ngo'ens medarbejdere har ifølge Tarazona set mindst ni lig i det ødelagte lejrområde.

Venezuelas regering er ikke umiddelbart vendt tilbage på en anmodning fra AFP om en kommentar.

ELN har været en af de mest magtfulde oprørsgrupper i Latinamerika, siden Farc lod sig opløse som følge af en fredsaftale med den colombianske regering i 2016.

Grænsen mellem Colombia og Venezuela strækker sig over mere end 2000 kilometer. Også andre oprørsgrupper opererer i det store grænseområde.

Det gælder blandt andet udbrydergrupper fra Farc.

Oprørsgrupperne kæmper indbyrdes om kontrollen over kokainhandlen og ulovlig minedrift i området.

I mange år har regeringen i Colombia beskyldt det socialistiske styre i Venezuela for at give colombianske oprørere et sikkert tilflugtssted.

Efter Maduro blev fjernet fra magten, bliver Venezuela regeret under nøje overvågning fra USA's præsident Donald Trumps administration.

RITZAU/AFP