New Zealand afviser at have drøftet associeret EU-medlemskab
New Zealand har ikke holdt drøftelser med EU om associeret medlemskab, siger talsperson for udenrigsminister.

New Zealand har ikke holdt drøftelser med EU om associeret medlemskab, siger talsperson for udenrigsminister.

New Zealand har ikke haft nogen drøftelser med EU om at blive et associeret medlem.
Det siger en unavngiven talsperson for New Zealands udenrigsminister, Winston Peters, ifølge Reuters.
- Der har ikke været nogen drøftelser med EU om, at New Zealand skulle blive et associeret medlem, siger talspersonen.
Meldingen kommer, efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag sagde, at EU vil åbne døren for at lade Canada blive det første associerede medlem af EU.
Canadas premierminister, Mark Carney, hilste torsdag von der Leyens tilbud "velkommen" i en tale i EU-Parlamentet.
Han lagde dog mere vægt på konkret samarbejde om blandt andet handel og råstoffer og foreslog i stedet det, han betegner som en alliance mellem EU og Canada.
Samme dag sagde EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, at Australien og New Zealand kan gå i Canadas fodspor og styrke deres forbindelser til EU.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det også vil omfatte andre lande, som vil komme til, sagde hun i et interview i udsendelsen Europe Today på Euronews og tilføjede:
- Vi har allerede set det, blandt andet i forbindelse med den lovgivning, vi vedtager, hvor vi ser partnere fra hele verden - herunder Australien og New Zealand - sige: Se, vi ønsker at styrke vores forhold til EU.
Australiens handelsminister, Don Farrell, sagde ifølge Reuters tirsdag, at landet var "på linje med" Canada i landets bestræbelser på at knytte tættere bånd til EU.
USA's præsident, Donald Trump, truede natten til torsdag med at stoppe handlen med Europa, hvis EU gør alvor af forslaget om at gøre Canada til unionens første associerede medlem.
- Jeg synes, det er til at grine ad.
- Hvis de gør det, og hvis jeg på nogen måde opfatter det som en fjendtlig handling, vil jeg pålægge meget voldsomme toldsatser eller stoppe handlen med Europa på mange områder, sagde Trump ifølge AFP.
Det fremgik ikke, hvad Trump mente med, at han vil "stoppe handlen med Europa".
Han kom heller ikke ind på, hvor høje toldsatserne vil blive, hvis han agter at indføre dem.
RITZAU