New Yorks borgmester vil vise VM-kampe: Sport må ikke være luksus
Udvalgte VM-kampe vil blive vist på gadeskærme. Sport må ikke blive et luksusgode, siger New Yorks Mamdani.
Udvalgte VM-kampe vil blive vist på gadeskærme. Sport må ikke blive et luksusgode, siger New Yorks Mamdani.
New Yorks borgmester, Zohran Mamdani, planlægger at vise VM-kampe på hundredvis af informationsskærme på tværs af storbyens fem distrikter.
Den 34-årige demokratiske borgmester, der blev valgt efter en valgkamp om blandt andet at gøre livet i byen mere økonomisk overkommeligt for borgerne, siger, at han ønsker at gøre sporten mere tilgængelig for almindelige fans.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Udvalgte VM-kampe vil blive vist på byens 55-tommers-digitale skærme, der er kendt som LinkNYC-skærme. De er fordelt på gadehjørner rundt omkring i byen og viser normalt reklamer eller information fra myndighederne til offentligheden.
Mamdani indgik tidligere på måneden en aftale med den nordamerikanske basketliga NBA om at vise to kampe fra NBA-finalerne på skærmene.
Formålet var at give folk i New York - som ikke har adgang til tv eller streamingtjenester - mulighed for at følge holdet New York Knicks, der i finalen endte med at sikre sig sejren og dermed tage sit første mesterskab siden 1973.
- Uanset hvilken infrastruktur vi har til rådighed, bør vi bruge den til at gøre det lettere at være en del af oplevelsen, siger Mamdani til Reuters.
Ifølge ham drejer det sig om "nogle få" kampe, der vil blive vist på hundredvis af skærme på tværs af New Yorks såkaldte "boroughs", som er en betegnelse for de fem bydele.
- Hvis vi lader sport blive et luksusgode, lader vi også sporten miste forbindelsen til sine rødder blandt almindelige arbejdende mennesker - ikke blot som noget, man deltager i, men som noget, man er en del af, siger han.
VM-kampe har i år været dyrere end nogensinde før at overvære. USA er medvært for turneringen sammen med Canada og Mexico.
Startprisen for billetter til kampe i New York, New Jersey og Miami i Florida nærmede sig op til turneringen 1000 dollar - 6520 kroner.
/ritzau/