Den amerikanske storby New York City vil fra midten af 2028 forbyde kørsel med hestevogne i Central Park.

Byrådet stemte torsdag for et lovforslag, der forbyder hestevognene i den populære bypark.

Lovforslaget mangler blot at blive underskrevet af New Yorks borgmester, Zohran Mamdani, før det kan træde i kraft.

Mamdani har tidligere støttet et forbud, men samtidig har borgmesteren udtrykt bekymring for de omkring 150 kuske, der står til at miste deres arbejde.

Kørslen med hestevogne i Central Park er kendt fra flere Hollywood-film og tv-serier og er en stor turistattraktion. Ifølge mediet BBC har der været hestevognskørsel i parken i 160 år.

De seneste to årtier har hestevognstraditionen været genstand for politisk uenighed.

Kritikere mener, hestene lider, og har henvist til tilfælde, hvor heste er kollapset eller har forsøgt at flygte. I juni blev en 18-årig indisk turist dræbt af en hest, der var løbet løbsk.

Central Parks parkforvaltning har bakket op om et forbud. Forvaltningen mener, at hestevognskørslen har udviklet sig til et spørgsmål om folkesundhed og sikkerhed.

Tilhængere ser traditionen som vigtig kulturarv og fremhæver, at den bidrager med arbejdspladser.

Det lovforslag, der blev vedtaget torsdag, fastslår, at ejerne af de 200 heste, der benyttes i Central Park, ikke må sælge hestene til slagtning eller andre virksomheder, der tilbyder hestevognskørsel.

Forud for torsdagens afstemning sagde Julie Menin, der er formand for byrådet, at perioden frem til, at forbuddet træder i kraft, giver kuskene mulighed for at finde andet arbejde.

Transportarbejdernes fagforening, som repræsenterer kuskene, har varslet et søgsmål.

Central Park er USA's mest besøgte bypark. Den store park midt på Manhattan har hvert år 42 millioner besøgende.

RITZAU/AFP