To af den israelske premierminister Benjamin Netanyahus største politiske rivaler går sammen i forsøget på at vælte Israels koalitionsregering ved det kommende valg.

De tidligere premierministre - den højreorienterede Naftali Bennett og centrumpolitikeren Yair Lapid - slår sig sammen og danner et nyt parti, der får navnet "Sammen".

- Vi står her sammen for vores børns skyld. Staten Israel må ændre kurs, siger Lapid ved siden af Bennett på et fælles pressemøde.

Naftali Bennett vil blive leder af det nye parti. Meningsmålinger indikerer, at Bennett er den kandidat, der har de bedste chancer for at besejre Netanyahu ved valget, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Efter 30 år er det tid til at tage afsked med Netanyahu og åbne et nyt kapitel for Israel, siger Bennett.

Siden sin første periode som premierminister i 1990'erne er Netanyahu blevet en polariserende figur både i Israel og internationalt.

Det er ikke første gang, at Bennett og Lapid danner fælles front mod Netanyahu. De to dannede tidligere en koalitionsregering i juni 2021, skriver AFP.

Regeringen holdt dog ikke længe og blev i slutningen af 2022 afløst af den nuværende regering under ledelse af Netanyahu. En regering, der betegnes som den mest højreorienterede i Israels historie.

Hamas' angreb på Israel i 2023, som dræbte omkring 1200 israelere og kastede Israel ud i en længere krig i Gazastriben, svækkede Netanyahus sikkerhedspolitiske troværdighed.

Meningsmålinger har siden da forudsagt, at Netanyahu vil tabe næste valg, som skal afholdes inden udgangen af oktober.

Bennett og Lapid har været markante kritikere af Netanyahus håndtering af landets krige siden Hamas-angrebet.

Netanyahu har dog tidligere vist bemærkelsesværdige evner til at overleve politisk.

Som 76-årig er lederen af det højreorienterede Likud-parti Israels længst siddende premierminister med mere end 18 år i embedet fordelt over flere perioder.

/ritzau/Reuters