Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har søndag beordret en "kraftig indsats mod terrormål i Gaza".
Det sker i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samtidig anklager han Hamas for brud på våbenhvilen.
Meldingen kommer, kort efter at det israelske militær søndag har sendt luftangreb mod den sydlige by Rafah i Gaza.
Ifølge militæret skete angrebet, fordi væbnede personer angreb israelske soldater.
Hamas afviser ifølge Reuters at have viden om sammenstødene i Rafah.
- Vi har ingen kendskab til hændelser eller sammenstød i Rafah-området, da det er en rød zone under besættelsesmagtens kontrol, og kontakten til vores resterende grupper dér har været afbrudt, siden krigen blev genoptaget i marts i år, siger Hamas væbnede fløj, Ezzedine Al-Qassam-brigaderne, i en erklæring ifølge Reuters.
Samtidig understreger gruppen sin fulde forpligtelse til våbenhvilen.
En våbenhvile mellem Israel og Hamas trådte i kraft fredag i sidste uge i Gaza.
Siden har både Hamas og Israel anklaget hinanden for overtrædelse af aftalen.
Lørdag lød meldingen fra Gazas civilforsvar ifølge nyhedsbureauet AFP, at mindst ni mennesker blev dræbt i Gaza By, efter at israelske styrker fredag åbnede ild mod en bus.
Tv-stationen al-Jazeera rapporterede, at angrebet kostede 11 mennesker fra den samme familie livet. Blandt de dræbte var syv børn og tre kvinder.
Natten til søndag informerede USA garantilandene bag aftalen om våbenhvilen om det, som ministeriet betegnede som troværdige rapporter, der indikerer, at den militante gruppe Hamas har planer om et angreb mod civile i Gaza.
Det skrev USA's udenrigsministerium i en udtalelse.
- Det her planlagte angreb mod palæstinensiske civile ville udgøre en direkte og alvorlig overtrædelse af våbenhvileaftalen og underminere de betydelige fremskridt, der er opnået gennem mæglingsindsatsen, lød det.
Hamas har efterfølgende afvist anklagerne.
/ritzau/