Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, håber, at alle de gidsler, der befinder sig i Gaza, bliver løsladt i løbet af de kommende dage.

Det siger han lørdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Jeg håber, at vi i de kommende dage vil være i stand til at bringe alle vores gidsler tilbage under Sukkot-højtiden, siger Netanyahu med henvisning til den såkaldte løvhyttefest, der begynder mandag og varer i en uge.

Udtalelsen er kommet, samme dag som USA's præsident, Donald Trump, ifølge Det Hvide Hus har sendt to udsendinge til Egypten for at deltage i forhandlinger om en afslutning på krigen i Gaza.

Det drejer sig om Trumps svigersøn Jared Kushner og USA's særlige udsending i Mellemøsten, Steve Witkoff.

Lørdag aften er Israel efter forhandlinger gået med til en indledende tilbagetrækning. Det skriver Donald Trump på sit eget sociale medie, Truth Social.

- Når Hamas bekræfter, vil våbenhvilen træde i kraft øjeblikkeligt, udvekslingen af gidsler og fanger vil begynde, og vi vil gå i gang med betingelserne for næste fase af tilbagetrækningen, som skal bringe os tættere på afslutningen af denne 3000 år lange katastrofe, skriver han.

Donald Trump har udformet en fredsplan, der i alt indeholder 20 punkter. Blandt andet skal alle gidsler, både levende og døde, frigives inden for 72 timer.

Han gav Hamas, der holder gidslerne, en frist til søndag aften amerikansk tid til at acceptere planen.

Men allerede fredag aften meddelte den palæstinensiske gruppe, at man er klar til at frigive alle gidsler som led i planen. De nærmere detaljer skal forhandles, lød det fra Hamas.

Donald Trump skrev efterfølgende på Truth Social, at han mener, at Hamas er "klar til en varig fred".

Her krævede præsidenten ligeledes, at Israel stopper sine bombardementer i Gaza.

På trods af kravet har Israel lørdag gennemført adskillige luftangreb i Gaza, oplyser Gazas civilforsvar ifølge AFP.

- Det israelske bombardement af Gaza fortsætter med samme intensitet og mønster, siger Mohammed al-Mughayyir fra civilforsvaret i Gaza, skriver AFP.

Dødstallet er siden daggry på 57 personer ifølge civilforsvaret. Alene i Gaza By er 40 personer blevet dræbt.

Gazas civilforsvar opererer under Hamas.

Trump har kaldt sin fredsplan for Hamas' sidste chance. Griber man ikke den, "så bryder et helvede løs", har han truet med.

/ritzau/