I den første video ses han med bind for øjnene og blod i ansigtet, mens han blot gentager sit navn, sin rang og sit tjenestenummer.

I den anden video ses han med et hævet ansigt, men uden bind for øjnene, mens han stille drikker en kop te og fortæller, at han bliver behandlet godt.

Onsdag eskalerede konflikten mellem Indien og Pakistan, der skændes om, hvem der har krav på Kashmir-området. Tidligt om morgenen skød Pakistan et indisk jagerfly ned, efter det havde krænket luftrummet over den pakistansk kontrollerede del af det omdiskuterede område.

Efterfølgende bekræftede Indien, at det havde mistet et jagerfly, og at piloten var savnet.

Siden er de to videoer af piloten - som de indiske medier har identificeret som Abhinandan Varthaman - dukket op, og han blev dermed hurtigt billedet på den voksende krise i Kashmir.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og Washington Post.

Efter at pilotens fly blev skudt ned over det pakistanske territorium, lykkedes det ham at skyde sig selv ud at flyet og lande sikkert.

På landjorden blev han dog hurtigt fundet af både civile og soldater, og flere af de civile overfaldt ham angiveligt.

Indiske soldater står ved vraget af en helikopter, der styrtede ned i Kashmir-området onsdag.
Indiske soldater står ved vraget af en helikopter, der styrtede ned i Kashmir-området onsdag. Danish Ismail

Til sidst fik soldaterne dog fat i ham og beskyttede ham fra folkemængden, før han blev tilbageholdt og taget med til afhøring.

Siden er flere videoer og billeder af piloten blevet delt voldsomt på de sociale medier, og ifølge en talsmand for det indiske udenrigsministerium, Raveesh Kumar, blev videoen, hvor piloten sidder med bind for øjnene og blod i ansigtet, delt på Twitter af den pakistanske regering - før den kort efter blev slettet igen.

Den seneste video er dog anderledes udramatisk.

Væk er blodet og bindet for øjnene. I stedet sidder han med en kop te i hånden og fortæller, at han bliver behandlet godt.

»Officererne i den pakistanske hær har taget sig godt af mig. De er grundige gentlemænd,« fortæller piloten ifølge Reuters i videoen, som flere mener er et forsøg fra pakistans side på at stille sig i et bedre lys og nedtrappe situationen.

En talsmand for det pakistanske militær, Asif Ghafoor, fortæller ifølge BBC, at piloten bliver 'behandlet som det er normen ifølge militæretikken'.

Indien og Pakistan har skændtes om Kashmir, siden Pakistan blev adskilt fra Indien i 1947.

Begge lande mener, at Kashmir hører til dem, men hver især kontrollerer de kun dele af området.

NARINDER NANU

De seneste to uger er konflikten mellem de to eskaleret voldsomt. Eskaleringen begyndte, da en selvmordsbilbombe dræbte 40 indiske politifolk i det indiske Kashmir den 14. februar.

Det fik Indien til at gennemføre flyangreb mod en træningsbase for den militante muslimske gruppe Jaish-e-Mohammed, der tog skylden for selvmordsbomben - og som Indien mener, at Pakistan støtter.

Træningslejren ligger i det pakistanske Kashmir.

Det fik Pakistan til at love at svare igen, hvilket altså skete onsdag, hvor begge lande hævder at have skudt modpartens kampfly ned over Kashmir.

Torsdag eftermiddag oplyser den pakistanske premierminister, Imran Khan, ifølge Sky News, at man har tænkt sig at frigive den indiske pilot fredag som 'en fredsgestus'.