Nedgangen fortsætter for Trumps store projekt: Nu dør ænderne
Donald Trump har renoveret det ikoniske bassin foran Det Hvide Hus – og nu hagler kritikken ned, for vandet er ikke bare fyldt med alger, men nu er ænderne i bassinnet begyndt at dø.

Donald Trump har renoveret det ikoniske bassin foran Det Hvide Hus – og nu hagler kritikken ned, for vandet er ikke bare fyldt med alger, men nu er ænderne i bassinnet begyndt at dø.

Konsekvenserne af USAs præsident Donald Trumps renovering af den ikoniske Lincoln Memorial Reflecting Pool har taget en drejning.
Der er fundet mindst tre døde ænder i det – nu – grønne bassin foran Det Hvide Hus.

Og det vækker vrede, skriver The Washington Post.
Renoveringen, der har kostet omkring 92 millioner kroner, har allerede skuffet på grund af en voldsom mængde alger.
Men nu har endnu et problem altså indtruffet.
For efter genåbningen af bassinet blev ænderne og ællingerne sat tilbage i vandet, men glæden var kortvarig.
En død and blev fotograferet i det algefyldte vand, få dage efter at den såkaldte »amerikanske flagblå« maling på bunden af poolen begyndte at skalle af.
Kort efter blev yderligere to ænder fundet døde i nærheden.
Ænderne er nu blevet sendt til obduktion for at kortlægge dødsårsagen.
Men flere eksperter har allerede udtrykt stor bekymring og vrede over fuglenes levevilkår over for The Washington Post.
»Det (dødsårsagen, red.) kunne være relateret til afskallet maling eller alger,« siger April Linton, der er direktør for organisationen City Wildlife i Washington, D.C.
Ænderne kunne enten være døde af giftige alger, der trives i bassinet – eller af en forgiftning fra de store mængder brintoverilte, der blev hældt i vandet for at bekæmpe algeopblomstringen, lyder det.
Myndighederne i Washington, D.C. hævder samtidig, at kemikaliet ikke har skadelige virkninger på miljøet.
Omvendt vurderer organisationen City Wildlife, at andebestanden i området ved Det Hvide Hus er faldet drastisk efter renoveringen af bassinet.
Udover obduktionen af ænderne har byens energi- og miljøafdeling nu valgt at iværksætte en undersøgelse, da de angiveligt har modtaget meldinger om flere døde vandfugle.
Donald Trump har afvist, at problemerne skyldes dårligt håndværk – og peger i stedet på, at problemerne skyldes sabotage og hærværk.