Ned, ned, ned: Meningsmålinger tegner dystert billede for Trump
Så dårlige tal, som præsident nu kan fremvise, ses ikke ofte.

Så dårlige tal, som præsident nu kan fremvise, ses ikke ofte.

Der var ikke bare én – der var to, der var tre, der var fire særdeles dårlige nyheder for Donald Trump.
For i de seneste dage er dårlige meningsmålinger på stribe væltet ind over den amerikanske præsident.
Og som CNN bemærker, så »er bunden ved at falde ud« af hans generelle opbakning.
Her er et overblik over Donald Trumps opbakning i de seneste udgaver af den såkaldte 'approval rating' hos forskellige medier og analyseinstitutter i denne uge:
36 procent hos Reuters-Ipsos.
35 procent hos Strength in Numbers-Verasight
33 procent hos AP-NORC.
37 procent hos NBC News.
Alt sammen er ikke bare bundrekorder på stribe for Donald Trump, men det er så lave tal, at kun én anden præsident har rodet rundt et lignende sted i mange årtier:
George W. Bush.
Præsidenten fra 2001-2009 var også særdeles upopulær, og det skyldtes ikke mindst, at han sendte USA i krig med Irak.
Nu har Donald Trump på lignende vis sendt landet i krig med nabolandet Iran. Og han bøvler videre med stigende inflation og høje benzinpriser på hjemmefronten.
Og på tværs af alle meningsmålinger har den nuværende præsident ramt en opbakning, som CNN opgør til sølle 37 procent. Hvilket er et meget sjældent sted for præsidenter at opholde sig i længere tid.
Altså bortset fra George W. Bush og før ham Jimmy Carter i slut-1970erne.

Tænk så på, at for Donald Trump er der tale om et gennemsnit af mange, mange aktuelle målinger og ikke bare en enkelt eller to målinger, så der skal meget til, for at tallet kan stige igen.
»Trump bevæger sig ind på et ret usædvanligt og farligt politisk territorium,« skriver CNN.
Samtidig noterer mediet sig, at der egentlig ikke er nogen tegn på bedring for Donald Trump.
For faktisk har hans opbakning i modsætning til bare den forrige embedsperiode denne gang nærmest været konstant faldende, siden han indtog Det Hvide Hus.
Det går bare én vej: Ned, ned, ned.