Rusland har gang i sin største militære opmarchering siden 2014, lyder det fra Natos generalsekretær.

Der skal øjeblikkeligt sættes en stopper for Ruslands store militære opmarchering ved grænsen til Ukraine.

Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde tirsdag.

- De seneste uger har Rusland sendt tusindvis af kampklare soldater til den ukrainske grænse. Det er den største opmarchering af russiske soldater siden den ulovlige annektering af Krim i 2014, siger Stoltenberg.

- Rusland skal øjeblikkeligt stoppe denne militære optrapning i og omkring Ukraine og stoppe sine provokationer, lyder det.

Ifølge en talsperson for Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, har Rusland sendt over 40.000 soldater til Ukraines østlige grænse. Mindst lige så mange soldater er blevet sendt til Krim-halvøen.

På pressemødet, hvor Stoltenberg tirsdag formiddag udtaler sig, deltager også Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba.

- Vi har brug for tiltag, der kan afskrække Rusland, og som vil holde russernes aggressive hensigter på afstand. Det kunne være en ny omgang sanktioner, der vil gøre Ruslands aggressivitet mere omkostningsfyldt, siger Kuleba.

Natos udenrigsministre og forsvarsministre vil onsdag mødes på et videomøde for at diskutere situationen ved Ukraine. Ministrene vil ligeledes diskutere en mulig tilbagetrækning af styrker fra Afghanistan.

Nato står for Den Nordatlantiske Traktats Organisation og er en forsvarsalliance. Den består af 30 lande - herunder Danmark.

/ritzau/Reuters