Nato ser "omfattende mønster med i stigende grad uansvarlig russisk adfærd" efter krænkelse af luftrum.
Den vestlige forsvarsalliance Nato fordømmer efter et artikel 4-møde en russisk krænkelse af estisk luftrum 19. september.
Det skriver Nato i en pressemeddelelse tirsdag.
Estland sagde fredag, at tre russiske kampfly havde krænket landets luftrum i 12 minutter.
Derfor indkaldte Estland til såkaldte artikel 4-konsultationer i alliancen.
- Denne indtrængen er del af et mere omfattende mønster med i stigende grad uansvarlig russisk adfærd, udtaler Nato.
I udtalelsen henvises der også til en omfattende krænkelse af polsk luftrum, som ifølge Nato blev udført af russiske droner 9. og 10. september.
Også efter den hændelse blev der indkaldt til artikel 4-konsultationer.
Artikel 4 er den såkaldte konsultationsproces, der giver allierede mulighed for at bringe sikkerhedsemner på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd.
Polen og Estland er langtfra de eneste lande, der har oplevet russiske krænkelser af luftrummet, lyder det.
- Adskillige andre allierede - heriblandt Finland, Letland, Litauen, Norge og Rumænien - har også for nylig oplevet krænkelser af luftrummet af Rusland, siger Nato.
- Vi udtrykker fuld solidaritet med alle allierede, hvis luftrum er blevet krænket.
- Rusland har fuldt ansvar for disse handlinger, som er optrappende, kan føre til fejl og sætter liv i fare. De skal stoppe, står der i pressemeddelelsen fra Nato.
Nato udtaler sig ikke om droneobservationer mandag over Københavns Lufthavn. Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), sagde i den forbindelse:
- Jeg kan i hvert fald ikke afvise på nogen som helst måde, at det er Rusland.
Danske myndigheder har dog ikke sagt, hvorvidt man tror, at Rusland står bag.
Rusland har afvist involvering i den hændelse og flere andre krænkelser af luftrum.
/ritzau/